Page 21 - bb0320

varme på. Men meget havde lidt skade. vi havde haft vandskade med frossen og sprun- get vandrør i overetagen, så møbler – en stor grammofon og gulvtæpper var fuldstændig ødelagte. Og penge til forsikring havde vi jo heller ikke nogen af, så det med erstatning var en by i Rusland. så vi var sådan set på r... - godt og grundigt. Men når vi snakker med børnene om det i dag, så siger de bare, jamen vi manglede jo ikke noget. Vi var jo sammen, men jeg kunne godt se, hvor øjnene strålede ved at der bare var kommet nye trusser eller strømper i deres skuffer. De var engle tålmo- dige. Det var en grusom tid, som jeg ikke øn- sker nogen skulle gå igennem. Jeg glemmer det aldrig.
Men vi kom op igen. Vi fik vores selvtillid igen, og Erlings arbejdsgiver var meget for- stående. Erling fik forrygende travlt med ude- lukkende at lave kornbeluftninger i træ – douglasplader – og af galvaniserede jernpla- der, som blev valset til buer i flere størrelser. Dem kørte vi tusindvis af. Jeg husker ikke, hvor mange lande vi eksporterede til, men kun til foderstoffer. Vi lavede også plansilo vægge til forstærkning af vægge i foderstoffer. Har selv været med ude og stille op i foder- stof. Nogle af byens unge har tjent en god sommerløn ved at køre disse buer, og hvis én af vore egne manglede for eksempel ekstra lommepenge, så vidste de, at den stod på buer om aftenen. Uha - Susan, hvor har du skruet mange plansilovægge sammen, det var du meget skrap til, og Jill hun kørte buer, så man skulle tro hun aldrig havde lavet andet. Vi kørte både store og små, men når vi kørte de helt store kartoffel buer til Holland, så var der kun én, der duede, og det var Villy Lar- sen. Han var en rigtig lille arbejdshest og stærk som en bjørn. Han var helt uundvær- lig. Vi havde også nu afdøde Jonna Jensen som medhjælper. Hun var der i flere sæso- ner, kørte det blandt andet selv, den ene gang, vi var hos vores søn i Australien i 3 måneder. Og når der var behov for det, så stod hendes mand Egon parat til at køre trucken, når der skulle læsses biler. De gange, vi har været i Australien, har det altid været omkring jul, så
det var mest til lageret at der skulle køres. Min mand stoppede sit arbejde i 1997. Nu havde han aftjent sin værnepligt der.
Jeg stoppede på Lego i 1973, hvorefter jeg kom til Brdr. Ludvigsens møbelfabrik i Ager- bæk - men kun i nogen måneder, for jeg kunne ikke tåle at arbejde med rockwool. Jeg skulle sortere og finde højttalere, der var ma- gen til hinanden, til B&O i Struer. Højttaler- ne var foret med rockwool – det gav mig så meget eksem på begge arme, at jeg måtte holde op. Derefter kom jeg til Glejbjerg fjer- kræslagteri, der kørte jeg i et par år -indtil de lukkede på grund af for mange kyllinger. Vi kunne slet ikke håndtere de store mængder, kørte til tider 10.000 kyllinger om dagen, jeg stod ene mand ved vægten og sorterede i væg klasse, og jeg kan godt fortælle, at dengang havde jeg bestemt ikke noget reservehjul om maven. Jeg stod jo der som en blæksprutte og svang med arme og næsten ben, men også dette fik jo en ende, de lukkede butikken og tog det hele hjem til “Farre fjerkræslagteri” nogen af mine kollegaer fulgte med derover, men jeg stoppede.
Kom så igang som hjemmehjælper i 1976 – et arbejde ”ude i marken”. Vi blev sendt fra sted til sted – en dejlig tid, men ind imellem kunne er være lange, lange dage. Jeg søgt der- for ind som hjemmehjælper, da de byggede de nye ”beskyttede boliger” ved Helle Pleje- hjem. Jeg fik stillingen og startede i 1977. Jeg var med til at gøre rent i lejlighederne, inden beboerne flyttede ind. Hvor var det en herlig arbejds plads og et dejligt arbejde. Dengang jokede jeg med, at jeg havde bestilt en lejlig- hed der, for der var jo 10 store dejlige lejlig- heder. Nu er der kun 3 tilbage, de andre er lavet om til aflastningsrum. Selvom jeg var glad for arbejdet, måtte jeg desværre stoppe i 1985, da mine knæ ikke kunne holde til ar- bejdet. De er siden blevet skiftet med godt re- sultat – begge to.
Vi havde så også i mellem tiden fået købt et lille sommerhus i Bork i 1983, et lille fri- sted, hvor Erling kunne koble fra. Der var jo aldrig fred derhjemme, selv en lørdag aften blev vi fundet af en tysk chauffør hos Verner
Borgerbladet 21