Page 9 - Borgerbladet

Starup
Skalken...
Vi har fået en ny vignet til vores "Skalken", som er tegnet af Ella Krog. Tak for det Ella!
Bilerne dytter, og sirerene lyder i det fjer- ne. Storbyens sus og jag kan nogle gange blive for meget. I de øjeblikke, drømmer jeg mig tilbage til stille og rolige Hovborg- vej, så jeg næsten kan dufte en mild gylle- lugt. Jeg hedder Philip Andreasen, og jeg er opvokset på en lille gård udenfor Starup. Det med byens sus og jag, det kommer vi tilbage til. Men for nu bliver vi på Hov- borgvej, hvor min barndom fandt sted i ro- lige rammer. Der blev kørt i traktor, blev spillet fodbold, og mine søskende blev dril- let, ja ved refleksion, så måske mest af det sidste. Der blev nydt god mad, som jeg nok må takke min mor for, da min far ikke lige frem excellerede på det område. Men han kunne andre ting.
Jeg husker tydeligt hvor meget jeg elske- de at komme med min far i traktoren, og køre rundt. Ja, jeg fik endda engang selv lov til at køre den. Jeg fik også lov til at komme med min far i svinestalden, det var både vildt fascinerende, men også på tids- punkter lidt skræmmende, når jeg skulle med ind til de lidt større grise. Men hold nu op hvor jeg nød det. Især en hændelse gjor- de indtryk, der var en lille pattegris der sad fast i tremmerne i gulvet. Med hast løb jeg hen til min far og bad ham om at komme, men roligt sagde han: ”så hiv den op”. Dog blev jeg lettere irriteret over hvor nemt min far fik det til at lyde, men adlød det gjorde jeg, og hev pattegrisen op. Det er øjeblikke som dem, jeg så glædeligt husker tilbage på
nu. Jeg kunne blive ved med at nævne gla- de minder, f.eks. hvordan jeg elskede sne om vinteren, hvor mine søskende og jeg, blev trukket i en lynende fart bag traktoren i vores slæder.
Ja, bare generelt hvor fantastisk det var at vokse op i en lille landsby. Hvor der på skolen var forholdsvist få elever, og derfor god tid til alle eleverne. Eller til den årlige byfest, hvor man nærmest kendte alle, og hvis man ikke selv gjorde, ja så gjorde ens forældre helt sikkert.
Men livet går hastigt videre, og inden jeg fik set mig om, var jeg færdig i gymnasiet i Esbjerg, og skulle til at beslutte hvad livet skulle gå med. Inden jeg var klar til at tage den beslutning, følte jeg dog nødvendighe- den for et sabbatår.
Et år der primært gik med at arbejde på familiegården, som mine bedsteforældre ejede, og som min onkel nu ejer, og hvor min far arbejder. Både for at tjene lidt pen- ge til opsparingen, men måske egentlig og- så for at få af- eller bekræftet, om det var i den retning jeg ville med mit liv. Der blev vasket stalde, skovlet lort, og kastreret gri- se. Lugten blev nærmest til en behagelig duft, dog ikke for min mor, som jævnligt beklagede sig over den forfærdelige lugt, fra min far og jegs staldtøj. Ja, en helt spe-
Borgerbladet 9